Stevns Garderforening

Stiftet 1913

2016

SOLDAT & DIPLOMAT - Foredraget med Marcus Knuth på Klinten i Rødvig blev afholdt mandag den 24 OKT 2016.

 Se printvenlig udgave under "Arkiv 2016"

Marcus Knuth kunne fastholde sit publikum med indlevelse og saglig fortællelyst, da Stevns Garderforening havde inviteret til foredrag på Kursuscenter Klinten. Der var ca. 70 fremmødte gl. gardere og øvrige interesserede.

Den 40-årige grevesøn og tidligere udsendte officer fra Garderhusarregimentet tog udgangspunkt i sin bog ”Soldat og Diplomat, mine tre år i Afghanistan”, hvor tab blev en del af hverdagen og hvor lejren flød med våben og feltrationer. Første del var beskrivelsen af indsatsen udsendt som officer og tjenestegørende leder for kampsoldater fra Den Kgl. Livgarde.

Der var beskrivelser af kritiske situationer, hvor træfningerne med fjenden var intense og desværre med tab. Marcus Knuth kunne sagligt sætte ord på den komplekse sammensætning af religionsstridigheder og kampe, der præger det brogede landkort i Afghanistan, Irak, Iran og Syrien.

Man fik indsigt i de forhold, koalitionens parter skulle håndtere og forstå – samtidig med nærkampene mod en næsten usynlig fjende i Al-Qaeda og senere det fremstormende Islamisk Stat. Den fred, der skulle vindes til fordel for lokalbefolkningen, kunne være dyrt købt men nødvendig. Desværre kunne Marcus sammenfatte, at flere af de områder, hvor han gjorde en indsats for brønde, skoler, kvindesyn, små samfund mm. i dag må anses for tabt til oprørere og undertrykkelse.

Den anden del af foredraget var målrettet hans udsendelse som diplomat og de mere fredelige forhold i Kabul, hvor støvede lejre, projektiler og vejsidebomber var afløst af jakkesæt og forhandlinger.

Tilhørende blev slutteligt grundigt orienteret om hvordan Islamisk Stat kunne indtage de nordlige dele af Irak og Syrien, og hvordan indsatsen netop nu skal forsøge at standse et middelalderligt kalifat i et forvejen uroligt hjørne af Mellemøsten.  

Aftenen blev krydret med et maleri af Kersti Runland, Strøby Egede, der netop har haft udstillet sit maleri om krigen i Afghanistan på Frederiksberg Slot/ Hærens Officersskole.

Se omtalen på sn.dk/Dagbladet [klik her]